Genveje
Personer, som har fået tilkendt førtidspension, har i vid udstrækning behov for en eller anden form for aktivitet i dagligdagen.
Personer, som har haft et arbejde på almindelige vilkår i gennem mange år og som får tilkendt en førtidspension, kan i mange tilfælde have lyst og behov for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet. Dels for at have noget at stå op til og dels for at bevare sin arbejdsidentitet.
Som førtidspensionist er der mulighed for at søge et job med løntilskud.
Job med løntilskud til førtidspensionister blev tidligere kaldt skånejob med løntilskud.
Et job med løntilskud til førtidspensionister er en stilling på særlige vilkår. Arbejdet foregår på det almindelige arbejdsmarked hos en arbejdsgiver. Det særlige er, at man aftaler sig frem til lønnen og arbejdsvilkårene.
Job med løntilskud til førtidspensionister kan oprettes til personer, der får førtidspension efter lov om social pension. Der er altså tale om et tilbud til personer, der modtager førtidspension.
Du skal være under 65 år. (Hvis du er fyldt 60 år inden den 1. juli 1999, skal du være under 67 år.)
Du skal modtage førtidspension. Det er ikke nok at have søgt om førtidspension.
Du må ikke kunne fastholde eller opnå beskæftigelse på nedsat tid på det ordinære arbejdsmarked, herunder fleksjob.
Du skal være opmærksom på, at der skal være sammenhæng mellem en din arbejdsevne og jobbet. Der kan således være, at din arbejdsevne er så nedsat, at du ikke kan ansættes i et job med løntilskud. Her er der mulighed for beskæftigelse på beskyttede værksteder, ved frivilligt arbejde m.m.
Du skal endvidere være opmærksom på, at en arbejdsindtægt kan påvirke din førtidspension, når den overstiger et vist beløb. Du bør i forbindelse med oprettelse af et job med løntilskud drøfte med Pensionsafdelingen i din bopælskommune, hvilke økonomiske konsekvenser en arbejdsindtægt vil have for din førtidspension.
Det er din bopælskommune, der har ansvaret for oprettelse af job med løntilskud. Kommunens Jobcenter vil være behjælpelig med at finde et egnet job. Job med løntilskud kan både tilbydes på fuldtid og på deltid. Det er et krav, at tilbuddet skal være rimeligt. Det er kommunen, der vurderer, hvad der er et rimeligt tilbud.
På Center for ligebehandling af handicappedes hjemmeside kan du indhente en pjece om job med løntilskud til førtidspensionister. www.clh.dk.
Du kan finde gældende love og bekendtgørelser om job med løntilskud til førtidspensionister på internetadressen www.retsinfo.dk.
Du kan finde mere information omkring det danske arbejdsmarked på Arbejdsmarkedsstyrelsens hjemmeside www.ams.dk.