Genveje
Når I har et barn med epilepsi, kan der være forskellige situationer, hvor I som barnets forældre er nødt til at holde ekstraordinært fri fra jeres arbejde for at passe barnet hjemme eller for at ledsage det til behandling på hospital.
Hvis det forekommer i længere perioder ad gangen, eller der hyppigt er en eller flere dage, hvor en af jer som forældre må blive hjemme, fordi barnet har anfald og ikke kan komme i skole eller dagtilbud, kan det komme til at betyde tab af arbejdsindtægt for jer.
Det betyder pres på familiens økonomi, og behov for at få afklaret, om der er mulighed for, at indtægtstabet kan dækkes helt eller delvist med en offentlig ydelse.
Hvad er kompensation for tabt arbejdsfortjeneste?
Hvor længe kan du modtage kompensation for tabt arbejdsfortjeneste?
Hvem er berettiget?
Hvad er formålet?
Hvor skal vi søge?
Hvordan kan Specialrådgivningen hjælpe?
Nyttige informationer
Kompensation for tabt arbejdsfortjeneste er dækning af indtægtstabet, som opstår, når I som forældre har et barn under 18 år med et handicap, som forhindrer jer i at passe jeres arbejde og opretholde jeres sædvanlige arbejdsindtægt.
I loven kaldes det enten "varig og betydelig nedsættelse af den fysiske eller psykiske funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse".
Kompensation for tabt arbejdsfortjeneste er en ydelse, der beregnes ud fra den mistede arbejdsindtægt, sådan at I som familie skal have det samme til rådighed, som da I begge arbejdede.
Hvor længe ydelsen kan gives, afhænger af behovet i det enkelte tilfælde. Ydelsen kan gives gennem længere tid, såfremt det er nødvendigt, at jeres barn passes hjemme.
Det er muligt at yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste selv om jeres barn er i dagtilbud eller skole. Det kan f.eks. være fordi jeres barn hurtigt bliver træt og derfor ikke kan være i dagtilbuddet en hel dag. Ydelsen kan også gives, hvis I er nødt til at være omkring jeres barn hele tiden, når det er hjemme, således at det er umuligt at få lavet de mest almindelige huslige gøremål., men ydelsen kan også udbetales i kortere perioder, f.eks. under jeres barns indlæggelse på hospital, hvor der af behandlingsmæssige grunde er behov for, at en af jer eller I begge er til stede. Den kan gives for nogle få timer, hvis den ene eller begge forældre f.eks. er nødt til at deltage i ambulante undersøgelser.
Ydelsen vil altid ophøre, når jeres barn fylder 18 år og dermed er voksen og ikke længere omfattet af bestemmelsen.
Det er jer, som har forsørgerpligten overfor et barn med et handicap eller en kronisk lidelse, og som kan dokumentere, at I har et indtægtstab på grund af pasning af dette barn samtidig med, at pasningsbehovet er opstået på grund af jeres barns lidelse. I skal være opmærksom på, at der kan forekomme situationer, hvor I ikke bliver berettiget til kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.
Såfremt I har et normaltfungerende barn, som skal indlægges på Epilepsihospitalet, fordi der er mistanke om, at nogle anfaldsfænomener, som barnet har, er epileptiske, er betingelserne for at få bevilget kompensation for tabt arbejdsfortjeneste ikke opfyldte. Det er de heller ikke, hvis et barn med epilepsi bliver indlagt eller skal passes hjemme, fordi barnet har en sygdom, som ikke er kronisk eller langvarig, f.eks. en børnesygdom eller infektionssygdom.
Begge forældre kan være berettiget - også selv om I ikke bor sammen og den ene af jer ikke har del i forældremyndigheden. Barnet skal blot bo hos den ene af jer og have samvær med den anden. Hvis jeres barn er anbragt i en døgninstitution eller plejefamilie, er det forsørget uden for hjemmet, og I har som forældre ikke mulighed for at få kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, hvis I f.eks. skal med barnet på hospital.
Kompensation for tabt arbejdsfortjeneste kan ydes i op til 37 timer om ugen. Disse timer kan efter behov ydes som fuld kompensation til den ene af jer som forældre, eller I kan dele, sådan at I hver har nogle timer om ugen.
Der kan undtagelsesvis ydes fuld kompensation til begge forældre samtidigt, f.eks. hvis jeres barn er indlagt på hospital, og tilstanden er så alvorlig, at forældrene sammen skal træffe beslutning om behandlingen eller have instruktion i, hvordan I skal varetage efterbehandling af jeres barn hjemme.
Denne situation ses på Epilepsihospitalet, når et barn bliver indlagt for at blive sat i diætbehandling, hvor det er vigtigt, at begge forældre får instruktion i den vanskelige behandling.
Når der er behov for at yde kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, er det på grund af, at der i familien er et barn, som har nogle alvorlige vanskeligheder med et handicap eller en kronisk lidelse, som stiller meget store krav til forældrenes indsats med hensyn til at varetage pasning, pleje, opsyn, træning og behandling.
Formålet med at yde kompensation for tabt arbejdsfortjeneste er derfor, at give jer som familie nogle ekstra ressourcer til at passe disse opgaver, således at jeres barns handicap eller lidelse ikke forværres, og således at det trods den store arbejdsbyrde kan forblive i sit hjem, men hensigten er også, at der bliver overskud til at have nogle normale funktioner i familien.
Kompensation for tabt arbejdsfortjeneste søges ved henvendelse til Socialforvaltningen i barnets bopælskommune.
I skal være opmærksomme på, at det er kommunen, der afgør, om I har ret til kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, men det er jeres arbejdsgiver, der afgør, om han eller hun vil give jer orlov eller acceptere, at I går ned i arbejdstid.
Du kan hente en blanket direkte fra internettet til ansøgning om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste ved at trykke på efterfølgende link og efterfølgende vælge din kommune på hjemmesiden. www.borger.dk
Du kan også rette henvendelse til Borgerservice i din bopælskommune og få udleveret en blanket til ansøgning om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.
I Specialrådgivningen har vi stor erfaring med at afklare, hvornår betingelserne for at opnå kompensation for tabt arbejdsfortjeneste er opfyldte, og vi kan også være behjælpelige med at få nedfældet behovet i forhold til et barn, som kræver en særlig indsats i hjemmet på grund af epilepsi. I har derfor mulighed for at kontakte en af rådgiverne, såfremt I har brug for at få jeres situation vurderet.
På www.retsinfo.dk kan du finde Lov om Social service § 42, samt bekendtgørelser og vejledninger.
Specialrådgivning om Epilepsi
Kolonivej 7
4293 Dianalund
www.epilepsi.dk
Telefon: 58 27 10 31
Mandag - torsdag: kl. 9.00 – 15.00
Fredag: 9.00 – 13.00
Fax: 58 27 12 98
Mail: Fil-socialraadgivning@filadelfia.dk