Udviklingshæmmede med epilepsi

 

Problemer med udviklingshæmmede og medicin

Der kan være særlige problemer hos udviklingshæmmede, som gør det vanskeligt at vide, om al medicinen er taget korrekt. På grund af synkebesvær kan tabletterne ligge under tungen eller i mundvigen og eventuelt senere spyttes ud. Nogle har tendens til at tygge på tabletterne, og det kan nedsætte optagelsen i tarmen. Mange typer medicin kan gives som opløselige tabletter eller som mikstur og blandes i maden. Dette kan måske løse problemet.

Det kan være nødvendigt løbende at tage blodprøver for at sikre sig, at mængden af medicin i kroppen er stabil. Hvis anfaldene pludselig forværres, er det vigtigt at afklare, om forværringen skyldes, at medicinen ikke er givet eller optaget korrekt, inden dosis af medicinen sættes op, ellers er der risiko for overdosering og unødige bivirkninger, når medicinen igen tages og optages korrekt.

Medicintyper
- Tabletter (almindelige) optages i løbet af ca. en halv time i kroppen og nedbrydes med forskellig hastighed.
- Kapsler er fremstillet af gelatine, hvor medicinen ligger inden i. Gelatinen sikrer, at medicinen først frigives, når kapslen har passeret maven. Det er nødvendigt enten for at undgå bivirkninger eller for at beskytte maveslimhinden.
- Saft optages hurtigt - derfor er det nødvendigt at give det flere gange om dagen. Det kan bruges til personer, der får sondemad eller af anden grund ikke kan sluge tabletter.
- Stikpiller gives i endetarmen og kan bruges til personer, der ikke kan tage medicinen som tabletter.
- Rectioler er små tuber med medicin i en vandig opløsning. De anvendes til medicin, der gives i endetarmen ved akut anfaldsbehandling.
- Retardtabletter (depottabletter) er fremstillet, så medicinen optages jævnt over en periode - f.eks. 12 timer.

Afhængig af nedbrydningshastigheden skal medicinen gives en eller flere gange om dagen for at opnå et stabilt medicinindhold i blodet.

Bivirkninger
Alle typer medicin mod epilepsi kan give bivirkninger. De fleste bivirkninger er dosisafhængige, det vil sige, at der er flere og mere udtalte bivirkninger, jo større dosis er. De mest almindelige bivirkninger er træthed, svimmelhed, dobbeltsyn, kvalme, opkastninger og besvær med at styre arme og ben. Nogle typer medicin giver risiko for psykiske bivirkninger. Det medfører, at udviklingshæmmede kan reagere med øget aggressivitet, hyperaktivitet, rastløshed eller psykose.

Ovenstående typer af bivirkninger vil ofte forsvinde i løbet af nogle uger, efterhånden som kroppen vænner sig til medikamentet. Nogle typer medicin kan imidlertid give allergiske reaktioner i form af hududslæt. En allergisk reaktion optræder hurtigt efter, behandlingen er startet, typisk inden for de første to måneder. Opstår en allergisk reaktion, skal behandlingen straks ophøre. Ved mistanke om bivirkninger skal den behandlende læge tage stilling til eventuel ændring af dosis eller medicinskift. 

Det kan være nødvendigt løbende at tage blodprøver for at sikre sig, at mængden af medicin i kroppen er stabil. Hvis anfaldene pludselig forværres, er det vigtigt at afklare, om forværringen skyldes, at medicinen ikke er givet eller optaget korrekt, inden dosis af medicinen sættes op.

 

---

Indholdet på denne side stammer fra pjecen
”Epilepsi hos udviklingshæmmede - anfald og behandling”
Af Anne Sabers og Peter Uldall.  

 

• Du kan bestille hæftet her