Genveje
Selvom epilepsi er en neurologisk lidelse, er forløbet også afhængigt af barnets samlede livssituation.
Anfaldshyppighed og psykisk pres
Kan børn selv fremprovokere eller stoppe anfald
Anfaldshyppighed og psykisk pres
Hos voksne er der en velbeskrevet sammenhæng mellem anfaldshyppighed og psykisk stress. Sammenhængen er ikke helt så velundersøgt hos børn. Alt tyder dog på, at kedsomhed, angst, depression og stress kan medføre flere anfald.
Væsentlige ændringer i den samlede livssituation eller bare i omgivelserne kan også i en kortere periode give flere anfald. For børns vedkommende vil der typisk være færre eller slet ingen anfald i ferier. Til gengæld kan der i perioden op til, på grund af meget høje forventninger, være mange anfald. Disse forhold giver ind i mellem misforståelser mellem skole/institution og hjem. Forældrene kan mistænkes for at være for ængstelige i deres beskrivelse af de mange anfald før for eksempel en lejrskole, og lærerne kan mistænkes for at have overset anfald. Men barnets situation har ændret sig og hyppigheden af anfald måske dermed også. Begge parter kan derfor have observeret korrekt, men have været vidne til noget forskelligt.
Kan børn selv fremprovokere eller stoppe anfald
Det kan forekomme, men det er formodentligt et relativt sjældent fænomen. Epileptiske anfald kan for eksempel fremprovokeres ved at lade øjnene flimre hen over mønstre med striber eller kontraster. Da de børn, der gør det som regel er svært udviklingshæmmede og deres flimren i øvrigt er lyst betonet, er det meget svært at aflede børnene. En del normalt udviklede børn kender godt til, at anfald særligt kommer i bestemte situationer eller fremkaldes af ganske bestemte ting. På samme måde kender nogle også til, at de kan stoppe et anfald ved at gøre bestemte ting. Hvis et barn kan stoppe et anfald, er det vigtigt at støtte barnet i at gøre det, men samtidig meget væsentligt at undgå at barnet dermed kommer til at føle sig ansvarlig for sin sygdom eller skyldig over ikke at kunne stoppe alle anfald. Det er ikke farligt at stoppe et anfald. Det er ikke, som nogen tror, noget energi som skal ud.
![]() |
| Selvom epilepsi er en neurologisk lidelse er forløbet også afhængigt af barnets samlede livssituation |
Indholdet på denne side stammer fra hæftet Psykosociale konsekvenser af epilepsi hos børn, skrevet af børneneuropsykolog Lene Sahlholdt.
Dansk Epilepsiforening er en frivillig forening, der arbejder for, at personer med epilepsi får den bedst mulige behandling og begrænses mindst muligt i hverdagen.
På www.epilepsiforeningen.dk kan du finde tilbud til famile og forældre.