Fakta om epilepsi

Undersøgelse og diagnose

Sygehistorien er afgørende for, at lægen får mistanken om epilepsi. I nogle tilfælde er diagnosen oplagt, mens den i andre tilfælde kan være meget svær at stille. I de fleste tilfælde henviser lægen til en speciallæge (neurolog eller pædiater).

Epilepsi er en klinisk diagnose, hvilket vil sige, at speciallægen ofte kan stille diagnosen bare ved at tale med patienten eller de pårørende. Når speciallægen stiller diagnosen, er det vigtigste, hvad patienten eller de pårørende fortæller om symptomerne. Speciallægen interesserer sig især for om der er forhold til stede, som øger risikoen for epilepsi:  

• Arvelige faktorer - er der epilepsi i den nærmeste familie.
• Hjerneinfektioner - har patienten haft meningitis eller hjernebetændelse.
• Kranietraumer - har der været hjernerystelser med langvarig bevidstløshed.
• Fødsel - var fødslen kompliceret eller gik den i gang før tiden.
• Blev barnet overflyttet til børneafdelingen lige efter fødslen.
• Var der alvorlige feberkramper.

Efter at have fået svar på sine spørgsmål, vil speciallægen som regel foretage en grundig undersøgelse af patienten. Formålet er især at finde ud af om nervesystemet fungerer normalt og om der kan være sygdomme i hjernen, som kan medføre epilepsi.

Det kan ofte være vanskeligt at afgøre, hvilken type epileptiske anfald der er tale om, uden at foretage supplerende undersøgelser:

Man kan bekræfte mistanken om epilepsi samt få en vurdering af epilepsi-typen ved en:  

- EEG undersøgelse

For at finde årsagen til sygdommen, kan man undersøge hjernen med forskellige skanninger. For almindelige formål findes der to typer skanningsundersøgelser:

- En røntgenbaseret CT-scanning 
- En magnetisk baseret MR-scanning

Det er vigtigt at understrege, at man godt kan have epilepsi, selvom både scanning og EEG er normale.

CT-scanning (Computer-Tomografisk-scanning)

CT-scanning er en røntgenundersøgelse af hjernen. Ved hjælp af en computer og et specielt røntgenkamera kan scanneren optage billeder af hjernen. Undersøgelsen viser ikke, om man har epilepsi, men billederne viser hjernens struktur, og deraf kan man se eventuelle abnormaliteter i hjernen, som kan være årsag til epilepsien (hjernesvulster, misdannelser af blodkar, blodpropper og en række andre lidelser).  Det er ikke nødvendigt eller hensigtsmæssigt, at alle med epilepsi eller med mistanke om epilepsi  får foretaget en CT-scanning.

EEG (ElektroEncephaloGrafi)

EEG anvendes til klarlægning af anfalds- og epilepsitype. EEG er en undersøgelse, hvor patienten forsynes med elektroder på hovedet, hvorved det er muligt at aflede de elektriske svingninger fra den yderste del af hjernebarken. Ved epilepsi vil der ofte være abnormiteter i disse svingninger - også i perioderne mellem anfald. EEG kan således anvendes til nærmere at fastlægge epilepsitypen og hvorfra i hjernen epilepsien udgår. EEG-undersøgelsen varer ca. 1 time.

EEG er ikke altid unormal, selv om der er tale om epilepsi. Det skyldes at de unormale hjernebølger kommer og går - ligesom anfaldene gør det. Derfor kan man godt have epilepsi, selv om EEG er helt normal. Omvendt kan der også vise sig unormale hjernebølger på en EEG-undersøgelse, uden at der er tale om epilepsi.

Før undersøgelsen anbringes 16-20 elektroder i hovedbunden. Det kan enten foregå ved at en hue med små huller anbringes på hovedet, hvorefter hullerne fyldes med elektrodecreme, eller ved at små tynde nåle eller små matalplader sættes fast på hovedbunden.

Selve undersøgelsen indledes med nogle minutters registrering, hvor man ligger afslappet med skiftevis åbne og lukkede øjne. Sædvanligvis vil personalet, som foretager undersøgelsen, bede om at man trækker vejret hurtigt og dybt i ca. tre minutter (hyperventilerer). Dette efterfølges af ca. fem til seks minutter med et blinkende lys rettet imod øjnene (fotostimulation). Formålet med hyperventilation og foto-stimulation er at provokere hjernen, til at udløse epileptiske hjernebølger.

Video-EEG
Video EEG kombinerer en videooptagelse af personen med en samtidig optagelse af EEG. Formålet er at registrere hvordan anfaldene ser ud, samtidigt med at EEG’et følges. Undersøgelsen spiller en væsentlig rolle for en korrekt diagnose hos personer, hvor der er tvivl om anfaldstypen.

Rapid- Scan- EEG, langtids- elektroencefalografi, ambulatorisk EEG

I nogle tilfælde er der behov for at måle EEG over længere tid. Det foregår ved at man anbringer et bærbart optageudstyr som kan måle hjernens elektriske aktivitet over et til fire døgn. Elektroderne som er påsat hovedet, samles i en walkman-lignende optager. Optageren bæres i et bælte eller en lille rygsæk. Udstyret skal løbende kontrolleres under undersøgelsen, minimum to gange i døgnet. EEG optagelserne kan på den måde foregå under normale daglige aktiviteter og under søvn.

Søvn-EEG
Hvis en EEG-undersøgelse i vågen tilstand ikke har vist epileptisk aktivitet, foretages eventuelt et søvn-EEG. Dette skyldes, at hjernebølgemønstret forandres væsentligt under søvn. Søvn kan også gøre hjernebølgemønstret mellem anfal mere tydelig, og denne information kan være medhjælpende til, at man kan stille en diagnose.

Desuden anvendes søvn-EEG som regel hos de personer, som kun har anfald under søvn. Søvn-EEG foretages på hospitalet eller hjemme, ved brug af ambulatorisk EEG.  Søvn EEG anvendes også hvor der er tale om anfald ved opvågning.

MR-Scanning (Magnetisk-Resonans-scanning)

MR-scanning er en forkortelse for Magnetisk-Resonans-scanning og er en undersøgelse,
hvor man bruger radiobølger og et kraftigt magnetfelt, hvis styrke er flere gange jordens magnetfelt. Scanningen gengiver meget detaljerede billeder af hjernen og fordelen ved en MR-scanning er, at den kan påvise mindre og anderledes forandringer i hjernen end en CT-scanning kan. F.eks. vil små misdannelser, eller ganske små svulster bedst kunne ses på en MR-scanning.

I dag anvendes MR-scanning efterhånden næsten rutinemæssigt i udredningen af personer med epilepsi – hyppigere end CT-scanning.

Undersøgelsen foregår sædvanligvis ambulant og varer ca. en time.Under scanningen skal man ligge helt stille for ikke at forstyrre optagelserne. På denne baggrund er det i nogle tilfælde nødvendigt at bedøve børn i forbindelse med undersøgelsen.

Undersøgelsen er delt op i flere måleperioder på 2-20 minutter. I disse perioder skal man ligge helt stille. Under selve undersøgelsen ligger man på et leje, som langsomt køres frem, så hoved og krop befinder sig i en åbning i scanneren. En MR-scanning er uden ubehag, bortset fra at mennesker med klaustrofobi kan føle det ubehageligt at ligge helt inde i skanneren.

Mens scanneren arbejder giver den nogle høje bankelyde. Hvis det er generende, udleveres ørepropper/høreværn.

Hvis man har fået indopereret metaldele i kroppen som f.eks. visse pacemakere eller transplantater i mellemøret, eller man har metal - eller granatsplinter i kroppen, kan man ikke blive scannet. Det skyldes at det kraftige magnetfelt kan rive metallet ud af kroppen. Det kraftige magnetfelt omkring MR-scanneren kan desuden tiltrække magnetiske genstande og ødelægge magnetbånd. Derfor må man ikke medbringe tøj med metalspænder, smykker, nøgler, ure, bank-bøger, kreditkort og sygesikringskort. Der er ingen risiko ved plomber i tænderne og spiral.

Spect-scanning

(Single Photon Emissions Computerstyret Tomografi)

SPECT er en scanningsmetode der kan bruges til at undersøge blodets gennemstrømning i hjernen. Scanningerne foretages ikke rutinemæssigt, men bruges næsten udelukkende i forbindelse med kirurgisk behandling af epilepsi. SPECT-Scanningen kan hjælpe til at lokalisere det sted i hjernen, som udløser de epileptiske anfald (kaldet det epileptiske fokus).

Undersøgelsen udføres ved at der sprøjtes en lille mængde radioaktivt stof i en af armens blodårer. Herfra føres det op til hjernen, hvor det bindes. Hvor meget der bindes afhænger af hvor hurtigt blodgennemstrømningen er i det enkelte område. Herefter optages der billeder af hjernen på et apparat som ligner en CT-Scanner. Billederne af hjernen fremtræder med forskellige farver i de forskellige områder, afhængigt af hvor meget radioaktivt stof der er bundet hvert sted. Oftest er der forinden foretaget en CT- eller MR-scanning for at få et billede af hjernens struktur.

Undersøgelsen varer i alt cirka to timer. Der lægges en tynd plastikslange i armen, hvori det radioaktive sporstof sprøjtes ind. Herefter er der en pause på cirka halvanden time før selve scanningen som varer cirka 20-30 minutter. Under scanningen skal man ligge stille.

Der er ingen kendt risiko forbundet med undersøgelsen. Den stråledosis man udsættes for ved undersøgelsen, er i samme størrelsesorden som ved visse røntgenundersøgelser. Der er udover anlæggelse af en tynd plastikslange intet ubehag forbundet med undersøgelsen.