Genveje

Ætiologi - Årsager til epilepsi


Epilepsi er et symptom på en funktionsforstyrrelse i hjernen. Det er en abnorm, samtidig elektrisk impulsudsendelse i større eller mindre grupper af nerveceller (neuroner) i hjernen. Utallige sygdomme i hjernen kan være årsag til denne tilstand. I fagsproget skelner man mellem to store hovedgrupper:

Idiopatisk epilepsi
Symptomatisk epilepsi


Idiopatisk epilepsi
Ved idiopatisk epilepsi fejler man ikke noget bortset fra epilepsien. Man mener, at anfaldene skyldes en utilstrækkelig effekt af de kemiske stoffer – de såkaldte neurotransmittere i hjernen. Disse stoffer bruges til at regulere den elektriske impulsaktivitet. Måske er der en arvelig baggrund for dette, idet man ofte ser epilepsi af samme type hos nærmeste slægtninge. Flere af slægtningene vil have EEG-forandringer af samme type som patientens, uden at de har eller får epilepsi.

Der er altså tale om en slags genetisk fingeraftryk. Nye undersøgelser har vist, at visse af disse epilepsityper er klart arvelige med veldefineret arvegang. Årsagen er formentligt en abnormitet på et af kromosomerne.

Der er i øvrigt ingen tegn på sygdomme i hjernen eller centralnervesystemet (neurologisk sygdom) eller mentale defekter. Billedundersøgelser af hjernen (CT- og MR-skanning) er også normale.

Symptomatisk epilepsi
Ved symptomatisk epilepsi er en anden hjernesygdom årsag til epilepsien. Utallige hjernesygdomme og -skader kan medføre epilepsi. De vigtigste er:

- Udviklingsforstyrrelser. Det vil sige påvirkninger af hjernen, mens den er under anlæg i første tredjedel af svangerskabet. Disse kan påvises ved MR-skanning, og udviklingsforstyrrelserne spiller en hovedrolle ved svært regulerbar epilepsi, især hos børn. Derimod er fødselsskader relativt sjældne og forekommer mest, hvis epilepsien ses sammen med spastisk lammelse (cerebral parese).

- Kranietraumer, som er mere alvorlig end en almindelig hjernerystelse. Det vil sige så svære, at patienten sædvanligvis bliver indlagt på neurokirurgisk afdeling. Risikoen for epilepsi efter sådanne traumer varierer fra 5 til 50 pct. og er størst efter kraniebrud med lokal ødelæggelse af hjernevæv eller ved skudlæsioner. 

- Blodpropper og blødninger i hjernen. Dette forklarer, at epilepsi optræder med stor hyppighed hos ældre. Cirka ti pct. af alle blodpropper i hjernen giver epilepsi.

- Hjernesvulster. Især langsomtvoksende og overfladiske hjernesvulster, som kan fjernes ved operation. Det er derfor vigtigt at undersøge for hjernesvulster, hvis en person over 20 til 25-års alderen begynder at få epilepsi. Særligt vigtigt er det, hvis der er tale om anfald, der starter svarende til en afgrænset hjernedel- partielle/fokale anfald. Ved CT- og MR-skanning kan man undersøge patienten for hjernesvulster. 

- Hjernebetændelse og hjernehindebetændelse kan give langvarige krampeanfald, herunder feberkramper, der kan være årsag til en hjerneskade sekundært til anfaldene. 

- Alkoholmisbrug - til dels på baggrund af tilbagevendende abstinenskramper .

Desuden er der en række tilstande, hvor man ved MR-skanning kan påvise unormale områder i hjernen. Der har således formentlig været en hjernepåvirkning, men man har i sygehistorien ikke beviser for tidligere neurologisk sygdom. Sådanne tilfælde kaldes kryptogene epilepsier.

Blandt nydiagnosticerede mennesker med epilepsi har omkring 35 pct. symptomatisk epilepsi, mens de yngste børn især udvikler epilepsi som følge af medfødte misdannelser af hjernen samt sygdomme i stofskiftet, kromosomer eller blodkar. Senere i skole- og voksenalderen, er infektioner i hjernen, tumorer og traumer dominerende årsager, mens cerebrovaskulære og degenerative sygdomme er hyppigst hos de ældre patienter.