Genveje
Alkohol
Tobaksrygning
Amfetamin
Ecstasy
Hash
Koffein
Kokain
Umådeholdent alkoholforbrug kan fremkalde anfald hos personer med epilepsi på grund af alkoholens effekt på hjernen. Umådeholden alkoholindtag og ”drukture” kan forøge risikoen for anfald samt andre sundhedsproblemer. For lidt søvn, manglende måltider og glemte doser af antiepileptikaen er faktorer som ofte ses i forbindelse med stort alkoholindtag, og som også kan medføre en øget risiko for at udløse et anfald.
Risikovurdering
De fleste personer med epilepsi kan sædvanligvis tåle 1-2 genstande alkohol uden at forøge risikoen for at få et anfald. Andre skal kun have en ganske lille mængde alkohol for at fremprovokere et anfald, og må derfor konsekvent afholde sig fra at indtage alkohol overhovedet.
Hvis man har drukket så meget alkohol, at der kommer abstinenssymptomer næste dag med hjertebanken, rysten på hænderne og svedeture, eventuelt kvalme eller diarré, er risikoen for anfald stor. Det anbefales derfor, at personer med epilepsi aldrig bør drikke så meget, at de bliver berusede.
Personer der har Juvenil Myoklon Epilepsi anbefales at være ekstra forsigtige med alkohol, da selv små mængder kan udløse anfald. Nogle med Juvenil Myoklon Epilepsi må helt undlade at drikke alkohol.
Antiepileptika
Det at have epilepsi og tage antiepileptika betyder ikke nødvendigvis, at man ikke tåler alkohol, men det er vigtigt at personer med epilepsi bliver oplyst om følgende:
- Antiepileptika kan gøre, at man bliver mere følsom overfor effekten af alkohol og alkohol kan forstærke vissse bivirkninger ved medicinen. Hvis man eksempelvis bliver døsig, svimmel eller ør af sin antiepileptika, kan indtagelse af alkohol forværre disse gener.
- Det er vigtigt, at man ikke bevidst undlader at tage sin epilepsimedicin fordi man ønsker at drikke alkohol, idet sandsynligheden for at få et anfald er meget større, når man undlader at tage sin medicin, end hvis man lejlighedsvis får et par genstande.
Der er ingen evidens for, at tobaksrygning kan udløse et epileptisk anfald. Visse nikotinpræparater som bruges ved rygeafvænning har den bivirkning, at de kan udløse et krampeanfald, og skal derfor bruges med forsigtighed. Det anbefales, at mennesker med epilepsi ikke bruger nikotinpræparater ved rygeafvænning, før de har diskuteret det med den behandlende neurolog, eller praktiserende læge.
Amfetamin kan forårsage kramper, som følge af forgiftning, når unormalt høje doser indtages. Amfetamin tages ofte også sammen med andre ulovlige stoffer, som er kendt for at kunne udløse et epileptisk anfald. Da amfetamin er en stimulans, bruges det ofte til at holde sig vågen med, f,eks. ved byture og natklubbesøg til den lyse morgen. Resultatet er søvnmangel, som for mange mennesker med epilepsi , er en anfaldsudløsende faktor.
Ifølge forskningen forøger ecstasy mængden af visse kemikalier i nervesystemet, hvilket medfører overstimulering. En af følgerne af denne overstimulering kan være epileptiske anfald. Indtagelse af ecstasy medfører ofte dehydrering, som følge af hyperaktivitet, f.eks. dans hele natten.Hvis en person med epilepsi begynder at indtage store mængder vand, p.g.a. denne dehydrering, kan dette føre til vandforgiftning, som igen kan føre til et anfald.
(Cannabis, marijuana, pot)
Der findes ingen evidensbaserede, videnskabelige undersøgelser som viser om hash har en gavnlig eller skadelig virkning på epilepsi. Nogle mennesker med epilepsi mener, at hashrygning har gavnlig effekt i forbindelse med anfaldsreduktion, mens andre oplever, at hashrygning er med til at forøge deres epileptiske anfald.
Ren koffein kan sænke krampetærsklen. Der er også forskning som peger på, at hvis man drikker enorme mængder koffeinholdige drikke, kan dette indebære en risiko for anfald.
Brugen af kokain kan fremprovokere epileptiske anfald hos personer som ikke har epilepsi, og forværre epilepsien hos mennesker med epilepsi. Dette skyldes at brug af kokain sænker krampetærsklen.. Epileptiske anfald kan også forekomme i forbindelse med brug af kokain, som følge af søvnmangel, sult eller manglende doser epilepsimedicin.